Catilina
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
(råber ned til dem.)
Faksimile
legg: 2, blad: [5]r
2.
Første[HIS: mangler all foregående tekst]
akt.
(Ved den flaminiske landevej udenfor
Rom. En træbevokset bakke ved vejen.
I baggrunden fremrager stadens højder
og mure. Det er aften.)
Rom. En træbevokset bakke ved vejen.
I baggrunden fremrager stadens højder
og mure. Det er aften.)
(Catilina står oppe på bakken mellem
buskerne, lænet til en træstamme.)
buskerne, lænet til en træstamme.)
Catilina
.Jeg må! Jeg må; så byder mig en stemme
i sjælens dyb, – og jeg vil følge den.
Kraft ejer jeg, og mod til noget bedre,
til noget højere, end dette liv.
En række kun af tøjlesløse glæder –!
Nej, nej; de fyldestgør ej hjertets trang.
Jeg sværmer vildt! Kun glemsel er min h{
g
}igen.
Det er forbi! Mit liv har intet mål.
(efter et ophold.)
Hvad blev der vel af mine ungdomsdrømme?
Som lette sommerskyer de forsvandt.
Kun nag og skuffelse de lod tilbage; –
hvert modigt håb har skæbnen røvet mig.
(slår sig for panden.)
Faksimile
legg: 2, blad: [5]v
Foragt dig selv! Foragt dig, Catilina!
Du føler ædle kræfter i dit sind; –
og hvad er målet for din hele stræben?
Kun mættelse for sanseligt begær.
(roligere.)
Dog, stundom end, som nu i denne time,
en lønlig længsel ulmer i mit bryst.
Ah, når jeg ser mod staden hist, det stolte,
det rige Roma, – og den uselhed
og det fordærv, hvortil det længst er sunket,
fremtræder klart som solen for mit syn, –
da råber højt en stemme i mit indre:
vågn, Catilina; – vågn, og vord en mand!
(afbrydende.)
Ak, det er gøgleværk og nattens drømme,
og ensomhedens åndefostre kun.
Ved mindste lyd fra virklighedens rige
de flygter ned i sjælens stumme dyb.
(Allebrogernes udsendinger, Ambiorix og
Ollovico, med sine ledsagere, kommer ned-
over landevejen uden at bemærke Catilina.)
Ollovico, med sine ledsagere, kommer ned-
over landevejen uden at bemærke Catilina.)
Ambiorix
.Se hist vor rejses mål! Se Romas mure!
Mod himlen står det høje Kapitol.
Ollovico
.
Det Roma er? Italiens herskerinde,
og snart Germanniens, – Galliens og
måske
.
Ambiorix
.Desværre, ja; – så tør det engang vorde;
Faksimile
legg: 2, blad: [6]r
og skånselløst er Romas herredom;
den undertvungne tynger det til jorden.
Nu får vi se, hvad lod vort folk kan vente:
om her er værn mod krænkelserne hjemme,
og fred og ret for Allebrogers land.
Ollovico
.Det vil os skænkes.
Ambiorix
.Lad os håbe så;
thi endnu ved vi ingenting med visshed.
Ollovico
.Du frygter, synes det?
Ambiorix
.Med skellig grund.
Nidkær var Roma stedse for sin magt.
Og kom ihug at dette stolte rige
af høvdinger ej
styres
som hos os.
Derhjemme råder vismand eller
kriger,
i ra kløgt den ypperste, i strid den største;
ham kårer vi til
hersker
for vor stamme,
til dommer og til
fører
for vort folk.
Men her –
Catilina
(råber ned til dem.)
– her råder
smuds
og egennytte; –
ved list og rænker blir man hersker
her![HIS: mangler resten av teksten]
